Lille Halv Måne
Om Måne
Måne fik jeg meget kort efter Kantarel, og det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have haft hende. Jeg så hende på min tidligere bygger og faldt for hendes lille hoved med de kæmpe runde øjne, og så måtte jeg bare have hende hjem. Jeg begriber stadig ikke, hvordan jeg fik overtalt min mor, men det var rent held, tror jeg. Måne er den roligste og sødeste kanin, man kunne tænke sig. Hun hænger ud af buret for at blive nusset, når man kommer for at fodre, og hun er altid glad for en tur i løbegården. Hun er simpelthen så god som dagen er lang, og derudover er hun også en fantastisk mor til sine unger. Måne har været hopkanin siden sine helt unge dage, men vi er stadig i let, og det bliver nok heller aldrig til mere end højst middelsvær. Jeg nyder dog at have hende med, og hun elsker også at træne herhjemme, når jeg sætter spring op. Navnet Lille Halv Måne var egentlig ren tilfældighed, da min far forslog det, og jeg gik med på den, da det lød meget kært. Senere har en af mine veninder dog mindet mig om, at det kunne være en hyldest til mine tyrkiske rødder pga. deres halvmåne på nationalflaget. |